Fredagen stod i sportens tegn under den københavnske gæstebydeltagelse ved Beijing Design Week 2018. Derfor var der arrangeret en række sportsbegivenheder ude foran Gastank 751 i Beijing, hvor den danske hovedudstilling er placeret.

Her havde bl.a. Sparta arrangeret et stort løbeevent, som gik fra gastanken til det danske kulturcenter i området. Løbet tiltrak ca. 500 deltagere, heraf mange børn og kendte kinesiske sportsudøvere.

Foruden Sparta-løbet overså HKH Kronprisen, kulturminister Mette Bock og overborgmester Frank Jensen også en præsentation af fodbold-fitness arrangeret af DBU. Her fortalte prof. Peter Krustrup fra SDU om de gavnlige effekter af fodboldfitness. Den danske VIP-delegation var også tilskuere til en kørestolsbasket turnering og havde  efterfølgende en kort diskussion omkring livet i kørestol med Coloplast.

Under Beijing Design Week har den danske sports-ngo GAME samtidig opstillet en parkourbane for børn ude foran Københavns gæstebyudstilling. Her fortalte Simon Prahm fra GAME om aktiviteterne.