København er gæsteby for årets Beijing Design Week, der afholdes 26/9- 5/10. Det markeres med en stor københavnerudstilling, konferencer og kulturelle events i Beijing. Udstillingens kuratorteam fra andel og Norm Architects vil gerne have dit input til, hvad der vil være de allerbedste københavnercases at vise frem og debattere med det kinesiske publikum.

Københavns udstilling hedder ”Living is Giving” og sætter fokus på bæredygtig livsstil på tværs af byudvikling, arkitektur, design, kultur og fødevarer. Udstillingen er bygget op omkring et mindset – ”Living is Giving” –  der er en samlet tilgang til at leve bæredygtigt. Det er dette mindset, som vi kommer til at debattere i Beijing med udstillingen og et konferenceprogram, hvor danske og kinesiske professionelle udveksler viden og erfaringer.

I udstillingen bliver ”Living is Giving” foldet ud af københavnere der fortæller om deres virke og værdier, af interaktive værksteder og af en række københavner-cases, der viser klart og tydeligt, hvad vi taler om. Det er disse københavnercases, som vi gerne vil have dine bud på. Nedenfor kan du læse lidt mere om, hvad vi leder efter. Hvis du sender os et bud, så skriv hvilket af de otte ”Living is Giving” mindsets, som du mener, dit bud på en case folder ud. Begrund dit bud og send gerne højtopløseligt og rettighedsclearet billedmateriale til:

livingisgiving@andel-andel.dk

Deadline for indsendelse af materiale er mandag den 6. august kl. 12.00. Københavns Kommune kan ikke garantere, at dit bud på en case kommer med. Andel foretager kurateringen og regner med at udvælge i alt ca. 30-40 cases. Vi beder om kun at modtage bud på eksisterende/realiserede cases.

Living is Giving

1 Give kids every opportunity to thrive

Vi søger cases, der eksemplificerer det gode børneliv i byen med leg og læring, bevægelse, tryghed og udfordringer – enten indendørs eller udendørs. 

2 Give community a space to unfold

Vi søger cases, der eksemplificerer, hvordan man kan skabe plads til, at fællesskaber kan folde sig ud.  

3 Give new life to what has once been used

Vi søger cases, der viser, hvordan man kan genbruge, upcycle, producere cirkulært, dele og på anden måde give produkter og materialer nyt liv igen og igen.

4 Give nature a place at the heart of the city

Vi søger cases, der viser, hvordan man kan give naturen en plads i byen, og hvordan naturen kan blive omdrejningspunkt for nye fællesskaber, læring eller løsning på miljømæssige problemstillinger. 

5 Give tradition a new meaning

Vi søger cases, der viser, hvordan man kan revitalisere håndværkstraditioner, byggeskik og andre traditionelle elementer af vores kultur på nye, innovative og gerne overraskende måder. 

6 Give attention to what is local

Vi søger cases, der viser, hvordan man kan skabe gode rammer for lokal fødevareproduktion, herunder med fokus på sikkerhed, økologi eller bæredygtighed.

7 Give a Green City to Generations to Follow  

Vi søger cases, der viser, hvordan man kan omstille byen med grønne bæredygtige løsninger, så det gør en mærkbar forskel for den fremtidige generation af københavnere.

8 Give yourself a break

 Vi søger cases, der viser, hvordan man får krop og sjæl med sig i et moderne storbyliv, herunder hvordan man indretter byen med fokus på sundhed, bevægelse, sport, mindfulness mv.